Kender du poetry slam og spoken word? Hvis ikke, så går du glip af en stor bestanddel af ny kultur. Poetry slam er blevet en populær måde at give sine tanker frit spil og sætte ord på de følelser, som især fylder meget hos den unge generation.
Ord sætter følelserne i gang
Sprog og ord indebærer uendelige muligheder. Ved at sætte ord på følelser og tanker kan man skabe forbindelser og knytte bånd til andre mennesker, mens man også har magten til at bryde disse forhold. Ord har derfor en kæmpestor betydning for os mennesker, og evnen til at kunne formulere sig er helt essentiel i vores samfund.
Ord er desuden utrolig direkte, og de fleste lægger nok også først og fremmest mærke til en sangs tekst fremfor dens beat. I de senere år er de mange muligheder inden for kultur og sprog blevet endnu mere tydelige, idet spoken word har indtaget den popkulturelle scene mange steder.
Det gode ved spoken word er helt sikkert også, at det er en meget inkluderende og direkte genre. Den er åben og tilgængelig for alle med talent eller nysgerrighed, mens man selvfølgelig også blot kan nyde showet som en del af publikum.
Hvad er poetry slam egentlig?
Poetry slam er først og fremmest ord. Det er digte, historier, sang, vittigheder og rim. Det er sjovt, hjerteskærende, banebrydende, provokerende og smukt. Poetry slam er underholdende, og hele kunstnermiljøet rundt omkring poetry slam bygger på mange måder om idéen om deltagelse og frihed.
Genren er nemlig opstået som konkurrenceform og er ofte bundet af en tidsfrist, der skal overbevise dommere og publikum. Genren handler derfor især om at være underholdende, overbevisende og vække en følelse hos seeren. Poetry slam har nok især også oplevet stor medvind ved at være meget publikumsinddragende, dynamisk og energisk.
Muligheder i nærheden af dig
Også her i Danmark er poetry slam og spoken word blevet til en stor ting. Store navne som Peter Dyreborg har skabt platformen og den rigtige begyndelse på trenden, og senere hen har den bredt sig til store dele af især de unges kultur. Der begyndte for alvor at komme vind i poetry slam-sejlene i løbet af 00’erne.
Man kan især finde mange muligheder for deltagelse eller blot overværelse af slam-konkurrencer i de større byer i landet. Mange slams finder sted hos CopenOpen i Huset i København, men der kan også findes arrangementer på Det Kongelige Teater, til DM og i byer som Aarhus, Aalborg og Sønderborg. Arrangører som HAPS (Hele Aarhus’ Poetry Slam), PSFyn og Peter Dyreborg er især med til at holde hjulene kørende. Kort sagt findes der mange poetry slam-muligheder for dig, som interesserer dig for den populære poetry slam og dens udvikling i Danmark. Det er en nyere genre, som også du kan være med til at definere.