Blumenbergs antropologi
“Grundtanken i Hans Blumenbergs filosofi
forekom og forekommer at være tanken om
aflastning fra det absolutte. Mennesket kan
ikke udholde det absolutte – hverken som
virkelighed eller som Gud – men må vinde
distance til det (…) Menneskets livspensum
er aflastningen fra det absolutte, og kulturen
arbejdet med at skabe distance”
(Marquard 1999)
Blumenberg angiver generelt to grundmodeller for sin filosofiske antropologi, men de udspiller sig igen og igen, og i mange forskellige historiske afarter og motiver. Mennesket kan enten opfattes som et rigt eller fattigt væsen.
Dette betyder, at den menneskelige symbolproduktion som metafor, enten forekommer som det menneskelige overskud, fejring og fest. Eller som kompensation for den evige mangel.
Dette fører frem til to grundlæggende udlægninger af hvilken retorik, vi fundamentalt kan bruge som mennesker. Enten lader sandheden sig besidde af os – retorikken fremstår da som dekor og forsiring. Eller sandheden er uopnåelig for mennesket – retorikken bliver da svøbt i en forlængelse og undskyldning af denne forlegenhed.
Forsøger man at tilnærme sig retorikken ud fra denne antropologi, ligger det først for at henføre ideen om det rige menneske til ideen om retorik som dekor og forsiring, mens ideen om mennesket som et mangelvæsen forekommer at passe bedre med retorik som et anliggende der udspringer af denne antropologiske forlegenhed.
Det antropologiske spørgsmål der udspringer fra denne forestilling bliver da, hvordan mennesket så i forlængelse af denne indisposition, overhovedet kan eksistere, hvordan man asserterer og berigtiger sit væsen foran en realitet eller virkelighed der er absolut.
Det forsøgsvise svar er, at mennesket ikke umiddelbart indlader sig med en sådan virkelighed. Det menneskelige virkelighedsforhold er indirekte, komplekst, forsinket, selektiv og metaforisk.
Det er absolutte metaforer der er kendetegnet ved at behandle spørgsmål, der hverken lader sig præcisere begrebsligt, da de vedkommer det der principielt er uanskueligt, eller opgives endegyldigt, da de udgår af selve roden af det der opfattes som vores eksistens.
Forholdet er en medieret kompensationsstrategi – da menneskets forholden sig til det absolutte, kun muliggøres gennem udvikling af artefakter og symboler.
Det Blumenberg mener med sin rig og fattig metaforik er, det der konstitutivt beskriver mennesket i sin essens – nemlig at opleve sig selv gennem en beskrivelse der rækker ud mod en forståelse af hvad vi kunne være.
For videre læsning og generel introduktion, kan Ulrik Houlind Rasmussens ”Hans Blumenberg” anbefales.
Hjem