2013-09-07 21.27.04

Riga – Europæisk (bæredygtig?) Kulturhovedstad

Hvad skaber en bæredygtig by? Er det dens indbyggere, dens historie, dens ingeniører, dens vandrensning og affaldssystemer, dens symbiotiske kredsløb, dens social og bæredygtige innovatører, eller ambitiøse forvaltninger? Hvor skal vi gå hen for at finde omstillingens vigtigste aktører? Hvilken rolle spiller vi som kulturelle agenter for at skabe bæredygtig byer? Det er noget jeg tænker over hele tiden, og i den sidste måned har jeg været et par steder der gav mig god grund til refleksion. Og gode baser for handling.

Riga park September 2013

Tæt på naturen

Riga er hovedstad i Letland, som er et grønt land. Selvfølgelig er der marker, men der er også rigtigt meget skov. Og ikke mindst er der letterne, hvis tilgang til natur ikke starter med en kløft eller en afstand, sådan som den gør det i vores del af Østersøområdet. Det var noget, jeg oplevede på egen krop, da jeg boede i Litauen i 1991-92 og rejste rundt i området, bla til Estland og Letland. Og det er blevet bekræftet gennem mine besøg i området det sidste år med fokus på kultur og bærekraft.

I Danmark har vi masser af folkeeventyr, viser, fortællinger og myter, som placerer mennesket i naturen og naturen i mennesket. Men siden er vi blevet moderne og urbaniserede, vel at mærke på en måde hvor de to er blevet koblet fra hinanden. Når vi taler om kultur og bæredygtighed, starter vi med en kløft mellem os og naturen. Det er anderledes, når man arbejder med lettere, litauere eller estere, siger mange ikke-baltere jeg har talt med det sidste år. Der er ikke sket det samme skred i det 20. århundrede og de har ikke skabt det, Pontoppidan kaldte ”De dødes rige”. Splittelsen er altså ikke gennemført, men hvorfor? Måske har det noget at gøre med, at den altdominerende industrialisering af de baltiske lande blev gennemført af det russiske og siden hen det sovjetiske regime. Derfor holdt de fast i en kerne af noget, som var deres eget. Det gælder fx sprogene som ikke forandrede sig særligt trods alle invasionerne og besættelserne. Og så vidt jeg kan forstå, så er det på samme måde med naturforbindelsen: den blev bevaret som en del af en identitetskerne. Samtidig skete urbaniseringen på en måde, hvor alle stadig er meget bevidste om hvor de kommer fra, og de kommer som oftest i første eller andet led fra en landsby. I de lettiske landsbyer er der altså langt til storbyen. I Letland er der kun én større by, Riga, alt andet er under 100 000 indbyggere.

Det har betydning for flere områder. For kunsten, som ikke behøver at genskabe en bro mellem to adskilte universer, og derfor heller ikke behøver ironisere over umuligheden af at gøre det, eller over tabet af forbindelsen, som vi gør det så elegant og selvdestruktivt i megen danske kunst. Afstanden mellem kunst og skabelsesrettet kultur er mindre og forbindelsen mere direkte end den har været længe i fx dansk kunst. På den måde er der nogle træk, nogle tendenser, der begynder at nærme sig hinanden fra forskellige steder rundt om Østersøen og som gør det meget interessant at arbejde med kultur og bærekraft hen over Østersøen.

 

Open North – et netværk for bæredygtig kultur

Den 6-7 september blev der stiftet et nyt netværk, Open North, for åben innovation af kulturen i Nordeuropa. Det blev markeret med en lille konference i Riga. Riga, fordi det er hjemsted for RIXC, center for digital kunst og økologi/bæredygtighed. Og på det sidste også ophavsfolk til et nyt center for innovation i samme ånd, midt i Spikeri, det gamle industrielle område der er under ombygning til kreativt kraftcenter. RIXC har arbejdet i mange år nu med forbindelsen mellem teknologi, netværk, bæredygtighed og økologi og har bla publiceret et par tykke bøger om disse emner. De er også ophavsfolk til netværket Renewables Network, og konferencen for et par uger siden bar også overskriften Renewable Futures. Der kom deltagere fra en del forskellige steder i regionen, fra Creative Hub i Tallinn, København, Tranzit i Kaliningrad og Stockholm, men også fra et sted som Mons, der er europæisk kulturhovedstad i 2015.

Sammen med Rasa Smite fra RIXC holdt jeg workshop om, hvordan man kan arbejde på at skabe bæredygtige steder og netværk. Som udgangspunkt havde Rasa talt lidt om bæredygtige netværk, som RIXC har skrevet om. Jeg havde talt om vores tilgang til bærekraft. Den handler om spændingsfeltet mellem det bestående i et system, der skal miste sin styrende funktion og identitet og det opstående i systemet, det som skal blive til, men kun kan blive det i relation til det der dominerer. Det gamle skal give plads til det opstående liv, så det kan skabe mere liv og næres af det, der før var styrende. Det kan man læse mere om bla i en kronik der kommer i næste uge, og i et par artikler og bøger der er undervejs. Og så praktiserer jeg det hver gang vi holder workshops og kurser.

 

Bæredygtige rum – kunsten at udvide nænsomt

I workshoppen arbejdede vi med hvordan man skaber bæredygtige steder. Det blev hurtigt klart at meget af det handler om at skabe meningsfulde indgange, at skabe mange indgange, og at udvide sine egene opfattelser af hvor stedets grænser går. Jo mere vi arbejder på at åbne op og træde ud af de grænser vi sætter mellem os selv og omverden, des mindre bliver barrieren for at kunne trænge ind i vores steder og blive del af dem. Et eksempel var en basket-klub, som søgte at tiltrække unge. Men de måtte ud og have forældrene i tale – de unge og børnene kunne godt finde vej til klubben, men forældrene forstod ikke gevinsterne. Måden at nå dem var at tage ud til lokale grill-fester hvor man kunne tale direkte til forældrene, så de kunne forstå børnenes motivation.Der var også vores eget eksempel med at invitere folk ud at gå i København, som Stine Avlund og jeg gennemførte i foråret med interesserede københavnere. Vandringerne gjorde byen til vores by, og udvidede perspektivet for hvor og hvornår vi kunne forholde os til det bæredygtige.

Bærekraften modnes når vi bløder grænserne op og skaber mellemrum, hvor der er lige så meget adgang for alle mulige andre, som der er for dem der allerede bebor et eller andet snævrere fysisk (eller organisatorisk) rum. I netværksgruppen var et af de interessante temaer nærhed, eller intimitet, altså der hvor man kommer så tæt på hinanden at man besmittes af hinandens praksisser og værdier. Intimiteten er forudsætningen for at skabe bæredygtige netværk, eller i hvert fald en af dem. Besmittelse som grundlag for bærekraft.

 

Fra hvide nætter til grønne byer

Workshoppen førte over i en åben begivenhed, der var del af kulturnatten i Riga (i sig selv en skøn begivenhed, som jeg kan anbefale enhver til næste år, hvor Riga er kulturhovedstad. Her havde RIXC folkene lavet et telt, hvor børn og voksne kunne komme og være med til at lave bakteriebatterier. Bakterierne laver strøm, og samtidig blev deres energi oversat til lyd og lys, så teltet vibrerede af det. Men samtidig vibrerede teltet af en smuk nørdet energi, fordi så mange mennesker kastede sig ud i at lave batterierne, produceret af beskidt vand fra floden, rent vand, og en membran. Bare det at se antallet af engagerede deltagere i det telt var inspirerende! Var det udtryk for den manglende kløft mellem kultur og natur? Svært at sige, men det virkede.

Da jeg gik tilbage igennem byen og i det hele taget gik rundt i den i løbet af de tre dage jeg var der, kunne jeg så samtidig konstatere manglen på tre vigtige ting i den bæredygtige by: levende blå rum, levende grønne rum, og cykelkultur. Så på trods af den tætte forbindelse til naturen i lettisk kultur, så er byudvikling ikke et område der altid har taget hensyn til bæredygtighed. Riga er derfor også en by, der helt konkret er ret flad på bæredygtige strømme, rum og kulturer. Der er udfordringer nok at tage fat i der – og jeg blev selv grebet af trang til at skabe cykelkultur i byen i ægte københavnerånd, at skabe delebilsystemer (à la GoMore i Danmark), eller at være med at til at skabe områdeløft og grønne fornyelser i byen med borgerne i centrum.

I foråret gennemførte Cultura21 og Innogate i samarbejde et rost og anerkendt studie om kultur og bærekraft i Østersøregionen, for Nordisk Ministerråd. Det mundede ud i et projektdesign for NMR og EU’s Østersøstrategi. Her skal en masse spændende aktører inden for bærekraft-kultur, mere specifikt inden for byudvikling, kreativ industri og social/bæredygtig innovation, forbindes og udvikle nye ideer. Første workshop skal formentlig finde sted inden nytår i Kiel, og vi regner med at blive inviteret ind over som medvirkende aktører. Selv arbejder vi lige nu på at lave et koncept der kan runde projektet af med en transdisciplinær og transkulturel begivenhed i København. Den skal jo være Green Capital i 2014, og med det kommer projektet Sharing Copenhagen, som vi byder ind til.

 

Hvad gør jeg?

For spørgsmålet, som jeg stillede i starten, er jo stadig ikke besvaret: hvad skaber en bæredygtig by? Og som sidste bemærkning kan vi jo bare spørge os selv: gør jeg hvad jeg kan? Arbejder jeg på den bedste mulige måde for at skabe bedre og mere af det bæredygtige i min by? Selv kan jeg se, at det vigtigste jeg har med mig for tiden er den proces vi har udviklet til at hjælpe lediges ideer på vej, i det vi kalder Social U. En af kernerne er en tilgang til bæredygtighed, eller bærekraft (sustensioner). Med den kerne i hånden og med en solid erfaring med at hjælpe mennesker med at styrke deres ideers (bære)kraft, har jeg et vigtigt værktøj. Det kan jeg lægge ind i processer for Sharing Copenhagen, jeg kan hjælpe asylbeboere med at skabe mening i tilværelsen, jeg kan gå i dialog med andre metoder og jeg kan skabe processer for ildsjæle der vil lave grønne bydele (eller hele Amager).

Med mine processer i hånden og i rygsækken kan jeg arbejde for at gøre min by mere bæredygtig. Og så kan jeg hjælpe andre med at styrke deres værktøjer og hjælpe dem med at forstå hvad der skal til i deres by. Vi kan ikke trylle verden om, vi kan ikke tvinge de kræfter der er stærkere end os selv, til at opføre sig mere bæredygtigt. Det bedste vi kan gøre er at blive så gode som muligt til netop det, vi kan en forskel med. Åbne det op for verden, så andre kan få glæde af det. Og investere det i udviklingen af vores byer. Meget mere i næste post om det med investeringer. Om bøger, der er på vej. Om uventet hjælp og hvordan vi overkommer skuffelser.

Indtag din verden, skærp dine ideer og del din kunnen.

//Oleg Koefoed

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *