Mine finger løber over tastaturet og lyset sænker sig omkring mig, som det kun gør, når det regner voldsomt. Verden er blevet næsten lydløs, for regndråbernes brus går i et med resten af mig. Ude i horisonten dømmer tordenbulren os ude, mens haglet bryder bruset og slår mod mit vindue.
Jeg skuler til kaffen i min kop som forlængst er drukket og bogen med Dan Zahavis opsummering over fænomenologien ligger vingeskudt under min computer. Jeg skuler fra kaffen ud i regnen, som nu er begyndt at dække flere af fliserne i min baggård. De sporadisk spredte vandpøle breder sig skvulpende og end ikke mit blik kan holde dem tilbage. Nu vel, det regner vel også i dag.
Nyhederne melder om tsunami i Japan. Bølger langt højre end de fleste stillehavsøer kaster sig op på strandene, skovene, husene igen og igen og igen. Politiken har oploadet en grafik, så jeg kan følge med hvilke øer og hvilke mennesker der vil drukne, time for time for time.
“Klokken 14.30 dansk tid forventes havbølgen for eksempel, at ramme den få kvadrakilometer store østat Tuvalu.”
Er det ikke absurdt? Men absurditeten vinder. Jeg smiler forfærdet. ”…havbølger rammer for eksempel….” . Hvem skriver sådan om mennesker som kommer til at dø. For det vel mennesker, som kommer til at dø, er det ikke?
Jeg venter. Der er jo ikke andet at gøre end at vente. Udenfor på gaden kører bilerne, busserne og det er som om trafikken bruser, lige så meget som regnen der falder. Om lidt skal jeg ned og købe ind, vi får gæster til aften.
Jorden græder, der er vådt. På syvende etage i et kontor i Japan, står en direktør for et dansk/japansk firma og fortæller en journalist, at han ikke kan ringe hjem til sin familie. Jordskælvet har lukket for Japan. En dansker I Japan, kunne det være en jeg kender?
Klokken er snart 12, der er toogenhalv time til at bølgerne rammer Tuvalu. Jeg venter stadig. Kigger på bilerne der kører imens jeg former røgringe med min finger i luften; lader som om deres afgas vil stige til himmels i cirkulære formationer. Jo, vi kører vel også bil i dag, mens det regner.
Som barn var vi nødt til at køre 3 timer for at komme til IKEA. Vi boede i Jämtland, et sted langt væk fra al ting. Men vi kunne godt komme i IKEA, hvis vi ville. Og lyden af regnen under Volvoens gummidæk, brusede på samme måde som regnen der nu slår ned over jorden.
Men vi hører hverken bølgerne eller bragene fra træerne som smadres i stykker og kaster sig mod husene som til sidst vil kvæle den der har glemt, at løbe sin vej. Men hvor skal vi løbe hen? Hvor skal vi løbe hen, når vi har forbrugt så meget og kørt så meget, at verden kaster op på os?
Nu bryder solen igennem skyerne. Jeg griber ud efter mit indkøbsnet, for man skal jo ikke forbruge mere plastik… middagen venter. Og der er heller ikke er en jordisk chance for, at vi kan høre bølgerne i Japan…
Hjem