workshop

Ledige akademikere er fremtidens bæredygtige helte

Af Nilas Bay-Foged & Oleg Koefoed

Paa Kulturspørgsmaalet, hvorledes det enkelte Menneskeliv faar højest Værd og størst Betydning, maa dog Svaret lyde: Derved at det leves til Fordel for de sjældneste og værdifuldeste Eksemplarer af Menneskeslægten. Saaledes vil den enkelte ogsaa udrette mest for at de flestes Liv bliver mere værdifuldt.” (Georg Brandes, 1889)

Fremtidsarkitekter på vej

I oktober 2012 står Julie og er i tvivl om, hvilken vej hendes liv skal tage. Hun er 25 år, nyuddannet fra CBS, og har været engageret i en socialøkonomisk virksomhed samt flere mindre projekter. Julie har masser af fremdrift og drive, men hvad hun egentlig skal med sit liv i de næste par år, er hun ikke helt klar over. Julie ved, at hun skal trække et stort læs, for i Danmark skal vi både forny os og udvikle vores velfærd. Men hun ved også, at hun ikke kan klare det alene. En dag møder Julie Bjarne på et kursus for ledige, af alle steder. Han har en god erhvervskarriere bag sig, og mindst 20 aktive år foran sig. En dag kvittede han sit job og besluttede sig for at gøre noget andet. Der skulle ske meget mere. På foreningsplan havde han arbejdet med bæredygtig omstilling, men nu ville han leve af det. Ikke for at blive rig og berømt, men for at styrke meningen i tilværelsen og for at gøre bæredygtig omstilling til sin levevej. Bjarne og Julie er en ny tids spirende innovatører, der vover at arbejde med bæredygtig og social fornyelse. De er fulde af ideer og har modet til at prøve. De har gode uddannelser og er raske og givende. Over hele landet er der flere og flere der forstår sig selv som ambitiøse igangsættere, projektmagere og iværksættere, der på mangfoldig vis realiserer et utal af sociale og bæredygtige innovationer. Et fællestræk er, at disse mennesker ikke kun drømmer om egen eller nationens konkurrenceevne. De drømmer om mere. Og de er parate til at gøre noget ved det.

Men samfundet har endnu ikke forstået mennesker som Bjarne og Julie. Vi behandler dem som potentielle tabere, der kan blive en belastning for samfundet. I stedet for at se dem som de ‘sjældneste og værdifuldeste eksemplarer’. Alle de spirende sociale innovatører bekræfter og udfordrer Georg Brandes ord. De er villige til at give sig for kulturens udvikling. De vil udrette mest for, at de flestes liv bliver mere værdifulde! Og de kan meget mere end på Brandes’ tid.

Udviklingen råber på bæredygtige helte

I Danmark har vi en politisk ambition om, at alle skal være med til at løfte udviklingen frem mod et bæredygtigt samfund. Det får opmærksomhed og økonomisk støtte fx i DR’s og Informations omstillingsprojekt. Men tænk, hvis man kunne belønne alle der kaster deres energi ind på fx at deltage i den slags konkurrencer. Fritage dem for at søge arbejde på almindelig vis, hvis de i stedet kunne dokumentere at de skaber arbejdspladser gennem nye projekter?

Men satser vi nok på de akademiske skabere? Vestager melder, at vi ikke alle skal være akademikere. Der bliver brug for flere, der kan noget med deres hænder. Tesfayes bog om Kloge hænder siger det samme: vi har brug for kloge, dygtige håndværkere. Sagen er, at åndens og håndens arbejde ikke længere skal være skilt ad. Kun i stærkt samarbejde kan vi vende udviklingen. Vi skal gøre både akademikere og håndværkere til samskabende, ansvarlige iværksættere og pionerer for bæredygtige verdener. Vi har brug for dem, der formår at bygge bro mellem det fremragende håndværk og de geniale systemer der mangfoldiggør muligheder. De skal bakkes op af åbenhed og hjælp til at pille ved strukturerne. Det er nemlig svært at rykke ved de bærende konstruktioner i både forvaltninger og industrier. Se fx på den modebranche, der lige har fejret sig selv i København. Pæne initiativer og ord. Men meget stærke kræfter sætter til stadighed effektiv profit langt over bæredygtig udvikling. Som konsekvens er det alt for svært at etablere sig hvis man både vil kvalitet, smukt design og bæredygtighed. Og ligeså er det i mange andre brancher. De spirende bæredygtige alternativer og startups formår ikke alene at ændre ved grundplanen for, hvordan vi producere og forbruger tøj, sko og beklædning. Og hvis igangsætterne samtidig er ledige, bliver der spændt ben for deres virkelyst i stedet for at hjælpe dem på vej.

Nytænkning er velset. Men vi har endnu ikke knækket den kode, der handler om at gøre det bæredygtige og det langsigtede til blueprint for alt hvad vi skaber. Netop DERFOR har vi brug for veluddannede nytænkere som er i stand til at arbejde på tværs, kombinere nyt med gammelt, løse udfordringer i tværfaglige teams, konceptualisere projekter og virksomheder, opbygge og forandre institutioner – og som derigennem kan skabe, langsigtet og bæredygtigt.

Det sociale U ledte til generationshuse og omstillingsveje

Jamen, I mener det jo faktisk? Det er vores egne ideer vi skal føre ud i livet?” (Kursist på Social U, 2012)

I et samarbejde mellem Foreningen for Social Innovation og Cultura21 Nordic skabte vi et kursus i social og bæredygtig innovation, et af de så omtalte 6-ugers kurser for ledige akademikere. Det var et eksperiment, også for at se om systemet var gearet til at hjælpe dem, hvis vi kunne vække deres drømme til live. Vi ønskede ikke at give deltagerne flere modeller og en taske fancy begreber. Vi skabte i stedet et forløb, der tog afsæt i kursisternes kompetencer, erfaringer og drømme. Enkelt, men svært at sætte på formel.

Vores kursister var meget mere åbne og handlekraftige end det der vises frem i Aamunds politiske kampagne på DR. Men fem års træning i Akademia sætter sine spor. Man får brug for at tage teorierne mere fandenivoldsk ud i samfundet, lære nye måder at koble praksis og teori. På det første hold gik det først rigtigt op for deltagerne efter 14 dage at vi mente det alvorligt. Overraskelsen bestod i, at man som ledig blev bedt om at tage så store skridt. De var vant til at blive bedt om at lære at skrive CV’er eller taste i projektstyringsmodeller. Ingen af de færdigheder skaber tusinder af nye job. Eller bare et eneste lille projekt, der kan bringe Julie og Bjarne videre med deres liv. Ingen af deltagerne havde lært at arbejde systematisk og dybdegående med processen fra at udklække en idé eller tanke, til at forankre og skalere den i verden. Akademikere er gode til at tage omverdenen med på råd, gennem research, interviews og analyse. Det er sværere med visionerne, for skønt både medier og litteratur bugner med begreber som bæredygtig innovation og grøn vækst, er det ikke klart hvad det egentlig er. Hvad betyder det, helt konkret, når vi siger ”bæredygtig omstilling”? Hvordan skaber vi det, helt nede på jorden og med hænder og ånd? Hvordan innoverer man, egentlig?

For at få deltagerne til at finde ud af det, har vi været ude på heldags feltvandringer, udforsket ting, metoder og steder, mediteret, arbejdet os intensivt ind til kernen af det projekt, der søger at blive til. Hele den omstændige proces, som man finder i metoder som ‘teori U’. De skaber ikke mirakler, men nænsomhed. De hjælper til at indse, at uanset hvad vi skaber, ændrer det altid verden. Det bæredygtige er en udfordring, der stiller krav. Og det kan være sindsoprivende at tage den. Det kræver selvindsigt og ærlighed at se tingene i øjnene og at forstå hvad der kan opstå. Hvor man selv er i sit projekt. Bjarne opdagede halvvejs igennem forløbet, at det at gå fra omstillingsbyer til omstillingsgaden indebar et direkte kald til de mennesker der skal være med. Der skal ærlig lidenskab til. Det lever Bjarne ikke af endnu, men han er godt på vej og videreuddanner sig nu i at skabe bæredygtige byer. Julie opdagede at hun havde ideerne i sig til generationshuse for børn og gamle. Hun kunne tegne dem, i blinde næsten. Hun er nu ansat i et projekt der skaber dem. For begge to var det overgangen fra fordybelse ind i den kreative proces frem mod prototypen, der blev afgørende. Igennem prototyping viser et projekts eller produkts styrker og svagheder sig tydeligt. Ved at kaste kursister ud i den del, sætter vi deres forestillinger og erkendelser på prøve. De lærer at det er godt at fejle, og at gøre det foran verden. Det kan kun læres ved at prøve det.

Bæredygtig skabelse stiller krav

I dag tænker jeg anderledes. Jeg kan aldrig gå tilbage igen.” (Kursist, 2013)

At bæredygtighed skulle være et ord der får os til at føle skyld og frygt, overvinder vi på første dag. Men bæredygtig skabelse stiller krav. Den kræver at systemer og strukturer åbner sig for fornyelsen. At det bestående viger, for at det nye kan spire. Nu har der været tre hold gennem kurset i social skabelse. Vi har flyttet mennesker, gjort dem mere afklarede og mere produktive. Mere end halvdelen af dem kom i arbejde. Mange er i gang med at realisere deres visioner, nogle er allerede selvstændige, nogle afprøver endnu. Vi fandt noget, der virkede, og de simple, men udfordrende krav der står tilbage: “Se din virkelighed gennem omverdens øjne”. “Søg dybt og åbn dig for den fremtid, der er på vej”. “Lav fejl, og vær til stede dér, hvor du vil skabe forandringen”. Men vi kan mærke modstand fra de systemer, der skulle hjælpe ‘de ledige’. Hverken a-kassernes konsulenter eller kommunernes sagsbehandlere er klædt på til at hjælpe med det, som vi arbejder med. De ved ikke nok om at skabe projekter, eller starte en social eller bæredygtig virksomhed. Reglerne hjælper ikke. Strukturerne higer om sig selv. Strukturændring kræver at vi piller ved systemets blueprint.

Tænk, hvis man fx kunne belønne alle ledige, der prøver at vinde Informations/DR’s omstillingskonkurrence. Eller fritage dem for at søge arbejde på almindelig vis, hvis de i stedet kunne dokumentere at de skaber arbejdspladser gennem nye projekter. Vi kan jo godt give deltagerne værktøjer til indsigt og udvikling. Men hvis de virkelig er skaberne af vores fælles, bæredygtige fremtid, skal de have veje og strukturer med plads til at de kan realisere deres visioner. Vi skal satse på dem, ‘de sjældneste og værdifuldeste’. Gør vi det? Eller tror vi stadig, det bedste de kan gøre er at lære at skrive gode ansøgninger, taste projektdata og være til så lidt belastning som muligt?

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *