Kaliningrad er et sår, der gang på gang er blevet efterladt åbent, eller lukket nødtørftigt med en betonklods her, en udjævning der og igen en folkeflytning der. 2 mio mennesker i 1945, for eksempel. Når vi står, går, ser og taler i Kaliningrad i dag, træder vi rundt i mange århundreders billede på hvordan Europas historie også er. Det lysende, skønne, eksemplariske dukker op hist og pist, om ikke andet så som reaktion på absurditeten og umulighederne. Ellers er det dominerende billede det uafsluttede, det absurd udførte, eller slet og ret huller og kløfter der aldrig kan blive lukket eller forliget. Hvordan genskaber man den kulturelle bæredygtighed i sådan en by? Måske er svaret at se fremad, men hvem kan se fremad uden at tage fortiden med? Der skal være en fotobog med titlen “Kaliningrad tilgiv mig”, den kommer der nogle billeder fra når jeg finder den..
Før tyskerne blev andre fjernet. Kaliningrad blev befolket af et baltisk folkeslag, Pruzzerne, der er forsvundet helt og aldeles. I modsætning til deres naboer i Letland og Litauen, hvis sprog og etnicitet i den grad har holdt ved trods et utal af invasioner, blev Pruzzerne helt enkelt udslettet af de kristne ordener i 1200-tallet. På det sted, de befolkede i middelalderen, byggedes Königsberg, som var en af de vigtigste byer i det Preussiske kongerige, kroningsby osv. Her boede ikke mindst byens filosofiske søn Immanuel Kant, som vi har talt og hørt lidt om i de dage vi er her og taler i Nordisk Sommer Universitets “kreds 2″. Men også mange andre vigtige figurer har holdt til her, blandt andet den tyske forfatter Thomas Mann. Mann forlod skovene uden for Königsberg i 1933, straks efter at Hitler kom til magten. Kant levede længe inden og skrev blandt meget andet om de mange nomadiske folk der også kom igennem området. Han var ikke så begejstret for dem, mere en fortaler for staten end for nomaderne, kan man sige.
Igennem Königsbergs historie går en række krige og konflikter – mellem Pruzzerne og kirken, mellem Preussen og Rusland, først og fremmest, siden hen mellem Tyskland og Rusland. I 1772 deler preusserne og russerne Polen imellem sig og ophæver ganske enkelt Polen. Det reagerer Kant ret tydeligt på og demonstrerer dermed trods alt en respekt og interesse for de mindre nationer og folk, der hele tiden risikerer udslettelse og udrensning fra de større og mere magtfulde som Preussen og Rusland. Efter Kants tid gennemlever Königsberg en del andre nedslag, hvilket kulminerer i 1944 med de allierede troppers sønderbombning af byen. Og det, som ikke blev ødelagt af krigens bomber i 44, blev hærget og forvandlet af Stalin og senere russiske ‘planlæggere’ efter at byen var blevet til Kaliningrad (opkaldt efter den tredje af de samtidige: Stalin, Lenin og Kalinin, som var sovjetisk præsident uden synderlig magt frem til 46). Efter en kort tøven i forhold til om Bornholm skulle være den røde flådes fremskudte bastion, valgte Stalin alligevel det gamle Königsberg, hvis 2 mio store tyske befolkning efterhånden blev hjulpet til at forsvinde fuldstændig fra området. Udrensningen af de tyske (og andre tidligere) beboere fra det der blev til Kaliningrad er en af de større Europæiske begivenheder, der skaber den slags sår og umuligheder, som andre kontinenter (tænk bare på Afrika) også gennemlever i nyeste tid. Hvordan rejser man en form for fællesskab der kan bære sig selv frem, ud af den historie?
Men… når vi opholder os i Kaliningrad i dag, er der en spirende fornemmelse og synlighed af forsøget på at komme ud af årtiers forfald. Der har i de senere årtier været investeringer og projekter i rimeligt omfang, sat i gang af ret forskellige kræfter. Hvor kommer pengene fra? Moskav til dels, Europa til dels.. alligevel en anelse gådefuldt.
Flere af oplæggene her har mindet os om at vi kan ikke i dag undgå at se andre kulturer, at blive udsat for dem, hvad der burde lede til højere selverkendelse. Hvordan gør det sig gældende i K-grad kan man overveje. Hegel tager afsæt i at det er vores begær efter verden, der trods alt er årsag til det hele. Og vi er hele tiden midt i det, som Deleuze også gør os opmærksom på. Kaliningrad minder os om at det at være midt i det hele også kan betyde at være i et begivenhedsmæssigt vaccum uden at vide hvordan det sug kan føre fremad, en slags relation mellem forskellige ansigter af den samme kultur.. og der er noget meget nøgent over den måde historien spilles (eller rettere IKKE spilles) som kort i Kaliningrad: Kant museeet er altså lidt ynkeligt.. statuen er ret slidt, universitetet er en smuk gammel bygning der er malet om og pudset op, ikke særlig godt i øvrigt, osv osv.. så den giver anledning til at tænke over hvad man kunne ønske sig at de skabte som både var bæredygtigt og samtidig bevægede sig ind og igennem deres fortid, eller rettere byens fortid, uden at kamme over i kitsch og kliché – lige nu er der masser af potentialitet og næsten ingen aktualitet.
Selve den refleksion vil jeg komme med et helt forsigtigt bud på i den næste post..
Hjem