Inside_the_Batad_rice_terraces

Der er noget i luften – klima og krig

Ikke siden bomberne fløj over Hiroshima og Nagasaki, og verdensledernes fingre sad løst på den røde knap, er vore liv i denne grad blevet truet. Men ikke af økonomiske grunde, for omkostningerne ved at skifte fra kul til andre energiformer koster kun en brøkdel af, hvad det kostede at stoppe den kolde krig.

Den gang jeg blev født, 1987 i Sverige, fik jeg et dog-tag (et soldater-id) med mit navn indgraveret i metallen. Det var så tæt Rusland lå i vores bevidsthed, den gang. Skulle jeg dø eller blive væk pga. krig ville man kunne identificere mig.

Det er relativt nemt at gå i krig: man lægger en strategi og bevæger sig mod målet. Men at gå i krig med klimaforandringerne er stort set umuligt. Omkostningerne ved klimaforandringerne ligger ude i fremtiden, og vores politiske system er designet med formål at tage hånd om akutte situationer. Derfor ser du også den nye V DF-regering skære en dyb flænge i miljøets pengekasse, da det handler om at blive genvalgt om 4 år.

I begyndelsen af 1900-tallet var forskere rundt om i verden blevet opmærksomme på, at der var noget i luften, de vidste bare ikke hvad. De fandt ud af at den farveløse og lugtefri gas kuldioxid forhindrede varmen at trænge ud i rummet, når den slap ud i vores atmosfære. Ikke før 97 år senere i Kyoto i Japan, altså 52 år efter bomberne faldt, begyndte verdenslederne at tale om, at gøre noget ved de underlige og bekymrende ting, der skete i jordens økosystemer.

I 2009 var der atter krig. Ikke kun i Irak og i Afghanistan, men mellem Lars Løkke Rasmussen, Connie Hedegaard og internationale verdensledere. Der var klimakonference i København og Lars Løkke forpurrede et udkast til en klimaaftale med en opførsel, der stadig runger som skræmmeeksempel i FNs korridorer.

Det er seks år siden, og diskussionen om klimaet er gået fra rapporter om møder i fjerne destinationer til oversvømmelser i vore egne byer, jyske kyststrækninger der svinder, bier der dør og ikke længere giver os honning, smeltende is i vores broderland Grønland, bjerge der falder sammen i Norge og ikke mindst flygtninge, der ikke kan blive i nærområderne, fordi de må flygte til bedre forhold for at kunne få mad. Det sker ikke langt væk, det sker mellem os.

Men der er begyndt at ske noget andet. Og det er ikke kun godt nyt, det er fantastisk nyt! Vi taler om potentialer der kan forandre verden vi lever i, til det bedre. Og dét meget bedre. Politikere er for alvor, ikke kun for sjov, ved at lave en aftale der markant begrænser udslip af drivhusgasser. Helt almindelige mennesker er i fuld gang med at ændre sine købsmønstre. Det er ikke længere in at være (skov)svin – politikere er begyndt at vise ægte viljestyrke til at forandre, og opfindere er for alvor i gang med en teknologisk revolution, der kan give os en grøn verden med overflod af tryghed, mad, og høj levestandard.

Men hvordan?

Prisen for solenergi går drastisk ned, og i både Kina, USA, Australien og Sydamerika er solceller en helt naturlig integration i en bygnings vinduer. Kulværker i USA og Kina lukkes og erstattes med andre mere naturvenlige energiformer. 200 kulværker er lukket i USA siden 2009, og i 2014 faldt Kinas brug af kulværkproduceret strøm. LED lys er snart det eneste vi bruger. Teslas nye hjemmebatteri der gør det muligt, at gå off-the-grid. Tesla investerer også stort i nye typer af batterier, der skal erstatte de gamle ubæredygtige litiumbatterier. Regeringer i hele verden indfører skarpere regulering på klimaområdet. Nye adfærdsændrende kulturer og trends popper op alle steder, og EU har taget den cirkulære økonomis opgave på sig.

Det er langt mere sikkert, at vi får en fredsaftale i Paris i december end en krigserklæring. Og flere og flere politikere, der arbejder ud fra videnskabelig fakta er ikke længere modstandere af ideen om menneskeskabte klimaforandringer.

De eneste, der stadig sidder med fingeren på den røde knap og er klar til at smide nye bomber, er konservative kræfter i olie- og kulindustrien. Deres selvforståelse er dybt forankret i den sorte industri, da kul og olie gjorde dem store og stærke over hele verden. Og uden det, vil de ikke rigtig vide hvem de var. Men at få et nyt liv og starte forfra er intet nyt – vi gør det alle på et tidspunkt i vores liv. Og måske skulle vi se os om efter et nyt navneskilt?

Men siden den ”grønne revolution” endelig er kommet, det internationale samarbejde blomstrer og viljen til forandring ruller på i høj fart, er vi på vej et bedre sted hen. Spørgsmålet om vi kan nå at redde verden fra undergang er ikke relevant, for vi må slå undergangen ud af vores hoved. Det er en religiøs metafor, som ikke løser nogle som helst kulturelle eller videnskabelige problemer. Det der kommer gradvist er ikke en undergang, men noget andet. Det vil ikke være perfekt, men med nye innovationer og vilje til at handle anderledes har vi en reelt mulighed for at slippe for kuldreven energi. Og hvis vi kan det, vil der være håb.

Lad os trykke på den grønne knap.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *