Camp Single Farmer fejrer sejren med linedance og halm

Den kollektive kraft blev fejret med konfetti og halm i Dream City

Det summer. Manu Chao skratter ud af en lille højtaler, opsluges og udmattes af en bombastisk bas, fra et solcelledrevet højtaleranlæg på en trækvogn. Solen glimter i de fladtrådte aluminiumsdåser, flagene flagrer i vinden.

Malmstrømme af mennesker krydser på kryds og tværs, knudepunkter opstår og opløses umærkeligt. Men pludseligt fortættes alt. I Dream City stimler de drømmene nybyggere sammen. I Dream City er initiativrige festivalgæster givet 100 dage, forud for festivalen, til at bygge deres drøm af en Camp. Der er en kirke, et posthus, en saloon kaldet Trashville. Nu er der valg. Årets Camp skal udnævnes.

Et udbud af nationale og internationale journalister trækker periferien. Sorte hætter trækkes over hovedet, safari hjelme rettes, imens Camp bibliotek tysser på forsamlingen. I beskidte overalls skubber Camp Single Farmer trillebøre med halm ind i kredsens midte. Camp Rosé popper lyserøde flasker og konfetti. Nybyggerne sætter sig på den sandede jord og lytter til Camp Biblioteks højtoplæsning. Imens danner tilkommere og journalister et stående bolværk om den sammensluttede gruppe.

Da alle camps har iscenesat deres kollektive identitet, deles der stemmesedler ud. Måger og svævefly flyder rundt på den blå himmel over os. En stemme, der forsvinder i en ekstatisk hvirvelvind, annoncerer Camp single farmer som årets Camp.

Ping pong bolde, halm og konfetti sprudler ud af den dansende masse. I en umiddelbar glædesrus hopper og danser de iderige nybyggere, på den jord de har bebygget og beboet. Omkring det ekstatiske agglomerat af midlertidige kollektive subjekter står vi andre. Med rullende kameraer ser vi på. Som en objekt pol der konstituerer en enhed, står vi som den anden der samler det kollektive subjekt.

I Dream City har de et fællesskab og de har åbnet en fælled hvori de udlever det. Men hvilke spor trækker vi andre? Hvilke konstituerende træk har vores midlertidige tilstedeværelse på en mark i Roskilde?
Relevante links:
http://dc.roskilde-festival.dk
http://vimeo.com/m/98718723

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *