Suspension og definitionsret – at gøre noget til noget det aldrig har været, og efterlade det som ny sandhed – men hvem definerer.
Den tese der i de foregående afsnit er forsøgt skitseret, er en kontingent og forholdsvis vilkårlig udmåling af det vi kalder viden – eller rettere, den forståelse vi har af hvad vi tror viden er.
Det er postuleret, at der kan forekomme en historiefortrængning – noget der skjuler sig under noget andet, der så ofte viser sig for os som en form for traditionsbevidsthed.
Hvis historien har en afslutning – er det ikke længere ud fra en historiefilosofisk tese, altså der hvor vi søger en sand viden til et allerede korrekt stillet og tvingende nødvendigt spørgsmål – men som en overflod og et virvar af sammenflettede historier.
Man skal således ikke arve historiefilosofiens problematik om endelig viden og korrekte spørgsmål, ved stadig at insistere på en fælles historiskhorisont, men man skal brede det ud til at undersøge hvad historien om i dag – kunne have været og derfor kan blive.
Det paradoksale ved at tilskrive historien – den fælles historie eller alt det nogen har, kunne blive nogenlunde enige om – er at vi således også skriver den menneskelige frihed ind i et overdetermineret felt.
Valget som vi ser som værende frit, er altså allerede skrevet ind i en begrebsmæssig kontekstualitet, man ikke helt kan undslippe. Der er ingen der siger at det skal være sådan her (relativ frie valg), men det kan aldrig blive helt anderledes alligevel (overdeterminerede valg).
Men hvis vores valg er forholdsvist determineret, ud fra vores historie, burde der så ikke være en forholdsvis sand viden.
Kontingens åbne tese siger, at identiteten i virkeligheden intet er, og derfor lider vi af identitetsskam. En pendant til Blumenbergs tese om menneskets forlegenhed overfor det absolutte.
Det moderne menneske kan se sig selv og forstå sig selv, som en kontingent størrelse blandt andre – man skiller sig ud, man besidder evnen til at skille sig ud – og dette fordi man ved man ikke er alt. Men netop fordi mennesket kan tænke ophøret, tænke enden på vores egen eksistens, vil erkendelsen af timeligheden være endelig, og man bliver alligevel et´ med alt.
Det kontingente vilkår er, at kunne se det i øjnene og eksisterer som ren opmærksomhed, uden at gøre en sag ud af det.
Tesen må således blive; suspension tillader os en tvivl på sandhedsvidner og sand viden, man skal altid lige trække vejret en ekstra gang før man skyder. Men definitionsret tillades alligevel, da kontingens tilskrives noget endeligt og sandt – vores timelighed.
Hjem