Ind- og aflejringer i fortolknings regi
For at blive i Blumenbergs terminologi – hvor sandhed ikke er givet – kan man nu kaste et blik på den måde, han søger at fortolke sin historieudlægning på.
Det der normalt gør en historiker til en historiker, er den selvfølgelighed, hvormed han tror på metode, kilde og handlingsdiskurs.
Blumenbergs primat er ikke nødvendigvis metoden, det er ikke spørgsmålet om kildernes gyldighed, men om hvordan og hvorledes kildernes ideer gør sig gældende.
Hvis vi prøver at sætte det ind i en kontekst, kan vi bruge Kants mindre citerede skrift ”Religion indenfor fornuftens grænser”.
Oplægget er folket, tro og viden – hvem definerer, hvem manipulerer, hvad vides allerede og hvordan manifesteres det.
Kant agiterer for hvordan mennesket førhen (skrevet i 1790`erne) besad en veneration for usynlige væsener, og denne frygt havde naturlige rødder i den hjælpeløshed mennesket generelt følte i sin livsverden.
Men denne (af)guds dyrkelse begyndte ikke, og stammer ikke fra kirken som institution. Den formede sig i en hvis udstrækning som en offentlig – lovmæssig tempeltjeneste – hvilket man i dag kunne oversætte til en form for tjenstlig embedsmisbrug, og først senere hen, efter den menneskelige moralitetsfornuft så småt indfandt sig, blev dette ført tilbage fra overtro til den oprigtige kirketjeneste (tro).
Det beskriver Kants pointe vedrørende præsteskabets brug af statutariske fordømmelser, da de med alt muligt held kunne komme til at fremstå som det guddommeliges tjenere, og derved også besidde en rang der forener dem med et skær af at være nærmere Gud, end det almindelige menneske, da de kunne spille på menneskets frygt og overtro.
I sin mangel på skinbarlighed er det ikke andet end varm luft, da kirkens statutter ikke er grundet i fornuften, ej heller i hvad en præst måtte forlange ud fra hans personlige/private (magtforhold) – alt i alt er der i denne sammenhæng ikke andet brugbart end religionstroen, da der måske kan være forskel i ”(…) Abstand in der Manier”, men ikke i “Prinzip zu glauben”.
Folket kunne altså vælge at stå på hovedet for en mere direkte adgang til Gud gennem en falsk forkynder, men det ændrer ikke ved, at det sande trosprincip, det af religionen pålagt mennesket – var noget præsterne gav fanden i, da de søgte deres egen (i dag vel økonomisk) tilkomst.
Og med nutidens historie udlægning af 1700 tallets protestantiske forkyndelse, forekommer det stadig som manipulatorisk retorik (men det kunne pt/altid have været anderleds), der for datidens jævne folk, var en tilskyndelse til evig angst for (guddommelige og statslig – (vi ejer dig og dine, både i fremtid- og nutid) repressalier.
Blumenberg ville vel så i princippet hævde, at det er et langt større opgør end med præsternes selvbestaltede formynderi. Det udspringer naturligvis af det Lutherske opgør med katolicismen (hvilket også har andre og egne aner), videre til Kants eget opgør mod den fortrinsvise langt strengere form for protestantismen, nemlig pietisme – som han kendte fra fædrene ophav. Hvilket igen indeholder eksplicitte forhold for den enkelte borger og dennes mulige lærdhed, når man ikke er oplyst er man langt nemmere at kue.
Blumenbergs læsning af den historiske viden og ikke metode, er at kaste lys over de latente muligheder der er til stede og stilles til rådighed – som han skriver “er ensidigheden enhver iagttagelses skæbne”.
Han prøver at trække det fraværende i overleveringerne frem, og gøre det til medspiller. At varetage en åbenhed overfor det fraværende fordi ”og for så vidt som det fraværende aldrig er det helt fraværende”. (Matthäuspassion)
Man må da tilskynde, at vores viden ikke kun baserer sig på hurtige overleveringer af den historiske metodes forskrifter, og muligvis overser visse betydningsfulde elementer i vores søgen efter noget (det absolutte).
Bare fordi vi erfarer at verden af i dag er som i dag, er det ikke sikkert vi i virkeligheden ved hvordan den er blevet sådan.
Og det må stille krav til vores undren og måde at stille spørgsmål på, angående viden og kontekst.
Hjem